Det at gemme noget for andre.

Kender I det med at man gemmer på noget, som man faktisk burde sige til ens omverden? men som man aldrig får gjort?

Sådan har jeg det lige nu, men det er at på en eller anden måde, er jeg ''bange'' for at sige det til nogle. Men når man så endelig får sagt lidt af det til nogen, mangler man altid bare at sige det vigtigste alligevellet. Jeg syntes det er en mærkelig følelse at gå rundt med! for på en måde er det værste der kunne ske, at folk ikke tror en, og det bedste der kunne ske, ville være at de virkelig ville hjælpe én, men selvom det ikke kan have  så store konsekvenser, så er det bare heller ikke noget der skal siges højt?

Men det sværeste ved det hele er, er at jeg langt fra er den eneste der kan have det sådan i min omgangskreds, for alle har vel et eller andet de vil skjule? og det kan man heller ikke hjælpe dem, med hvis det var muligt, fordi de heller ikke siger det højt.

Det var så dagens - og mange måneders - frustrationer!